Tag: bedemand

Byd velkommen til Ditte

Ditte, bedemand hos min afsked
Ditte

Byd velkommen til Ditte hos min afsked.

Ditte har været bedemand, med alt hvad det indebærer, i et stykke tid nu. Derfor er det på høje tid at vi fortæller lidt om Ditte.

Ditte har faktisk været hos min afsked siden oktober 2018, hvor hun påbegyndte sit praktikforløb som bedemand. Derfor har du nok set hende hvis du har været forbi en af butikkerne. Hun har måske også stået for en højtidelighed for en af dine kære eller rådgivet dig i Min Sidste Vilje.

Ditte satte sig hurtigt ind i arbejdet med enormt gåpåmod og med stor varme og nærvær. Hun bor i Vejgaard med sin mand og to børn, og er uddannet pædagog. Udover at have en praktisk og målbevidst tilgang, sørger Ditte altid for at have dig og dine ønsker med i regnestykket.

Ditte har haft sorg og krise inde på livet, og hun ved derfor hvor vigtigt det er at give en unik afsked i en sørgelig tid. Du og dine kære er i trygge hænder hos min afsked.

 


Du kan følge med i min afskeds daglige gang på Facebook eller Instagram.

Du kan også besøge os i en af butikkerne, som findes i Aalborg og Nørresundby.

 

minafsked.dk

Tlf. 26 44 02 41

else@minafsked.dk / ditte@minafsked.dk

Vesterbro 49, 9000 Aalborg

Skrågade 4, 9400 Nørresundby

Video: Kistens endelige rejse

Denne video viser kistens rejse fra en bedemands perspektiv. I denne video kan du se den smukke, naturlige kurvekiste. Hos min afsked vil vi gerne afmystificere døden og gøre det lettere at tale om, hvordan det hele foregår. Derfor har vi lavet denne video som viser lidt mere af processen. 

Vil du se hvordan Else forbereder en kiste før ilæggelse af afdøde, kan du klikke her. 

Min Sidste Vilje

 

Min Sidste Vilje er et dokument, der beskriver dine praktiske ønsker i forbindelse med din død. Her findes dine specifikke ønsker til hvordan lige præcis du ønsker, at det skal foregå. Det kan være rigtigt rart for pårørende, at du har taget stilling til dine ønsker, så dine kære ikke behøver at tage en masse svære beslutninger for dig, midt i deres sorg.

Du kan hente hæftet Min Sidste Vilje i langt de fleste bedemandsforretninger, helt gratis. Du er selvfølgelig velkommen i forretningen i Nørresundby, hvor du kan få et hæfte. Vi kan også tage en samtale, hvis du har lyst.

 

Praktiske beslutninger

I hæftet kan du tage stilling til de praktiske beslutninger, heriblandt kiste og eventuel urne. Du kan skrive ned om du ønsker en specifik farve eller materiale. De fleste vælger en hvidmalet kiste, men vi tilbyder også en rigtig fin naturlig kurvekiste. Nu kan man også vælge kister, som er malet i alle tænkelige farver, så hvis du har en farve der kendetegner dig, kan det være et valg.

I Min Sidste Vilje kan du også skrive dine ønsker om blomsterdekoration, hvis du har en yndlingsblomst eller et farveskema, du gerne vil have. Der tages også stilling til, om du ønsker en specifik præst, kirkegård eller kapel, der har betydning for dig eller blot er tæt på dine kære. Det kan også markeres hvem du ønsker som kistebærere.

Der skal også tages stilling til, om du vil have et anonymt gravsted, plæne med sten, eller kolumbarium. Hvis du og din familie har et eksisterende gravsted, kan dette også markeres.

Annoncering kan også markeres. Hvis du har nogle ord, du gerne vil indrykke efter din død, kan disse skrives ned i Min Sidste Vilje. Hvis du har ønsker til specifikke publikationer, kan dette også markeres.

 

Personlige beslutninger

I Min Sidste Vilje kan du tilkendegive, om du ønsker at dø på hospice eller derhjemme, så vidt muligt. Ønske om kremering eller begravelse kan også markeres her, samt om du har testamenteret dit legeme til videnskaben – og i så fald hvilket institut.

Hvis du gerne vil begraves i en yndlingskjole eller en sportstrøje, der har speciel betydning for dig, kan du også ønske at blive iklædt dette. Nogle har også personlige objekter, de gerne vil have med i kisten. Det kan være en bamse, et kamera, billeder og lignende.

Har du ønsker til specifikke salmer eller sange, kan disse også skrives ind i Min Sidste Vilje. Det ses mere og mere, at man vælger en sang, der har betydning for afdøde og pårørende. Således kan en højtidelighed gøres meget personlig.

 

Online liv

Nu om dage har (næsten) alle et liv online. Facebook, Instagram, LinkedIn, osv. Her kan du angive, hvad der skal ske med dine profiler på Internettet, f.eks. om de skal lukkes ned eller gøres til mindesider. For at dine pårørende kan agere på dine vegne, kan du skrive ned hvad eventuelle brugernavne og koder er.

 

Hvis du har flere ønsker, kan disse også vedlægges Min Sidste Vilje. På den måde kan dine nærmeste se hvad dine ønsker er og agere derefter. Mange pårørende finder det enormt trygt at vide præcis, hvad deres kære gerne ville have, der skulle ske, da det kan være svært at navigere i de bedste muligheder, mens man står midt i sorgen.

 

5 skridt: Et overblik for pårørende

Vi oplever desværre tit at blive ringet op af en person i sorg, som simpelthen ikke ved, hvad det første skridt er, når en af sin kære er død. Derfor har vi skrevet dette indlæg som overblik for pårørende, over hvad der skal ske, så du er forberedt. Det kan nemlig føles som en meget indviklet situation oveni at man sørger over en, man elsker. Denne guide er til alle, der undrer sig over processen og hvad der egentlig skal ske før en begravelse eller bisættelse, hvad der skal medbringes og hvordan processen foregår.

 

Her ses et billede af en af de smukke kurvekister, vi tilbyder 

 

Skridt 1: Ring til en bedemand

Som sagt har vi før oplevet at telefonen ringer og personen i den anden ende fortæller, at de desværre ikke ved, hvad de skal gøre og hvem de skal kontakte. Det er helt korrekt at gøre: Det første skridt er nemlig at ringe til en bedemand, som vil arrangere højtideligheden lige præcis efter jeres ønsker. Bedemanden vil så arrangere et møde, hvor i sammen taler om jeres og afdødes ønsker til den forestående begravelse eller bisættelse. Vi kommer gerne hjem til jer for at tale om jeres og den afdødes ønsker og muligheder. I er selvfølgelig også velkomne i forretningen i Nørresundby eller Aalborg. 

Skridt 2: Mødet

Når mødet er arrangeret, sætter vi os sammen og taler om jeres ønsker og krav til den forestående begravelse eller bisættelse. I dette møde giver bedemanden et overblik for pårørende om, hvad der helt nøjagtigt skal ske i de kommende dage og uger.

Hvad skal man have med? Du skal blot medbringe afdødes cpr-nummer. Har afdøde udfyldt hæftet Min Sidste Vilje bør denne også medbringes.

Skridt 3: Planlægning

I dette skridt taler vi om alt det praktiske, der skal foretages. I skal tage stilling til om afdøde skal have en begravelse eller en bisættelse. Der er også mulighed for en borgerlig højtidelighed, hvis afdøde ikke er medlem af den danske folkekirke eller er medlem af et andet trossamfund.

Begravelse:

Hvis afdøde skal begraves, skal der her tages beslutning om hvilken kiste der passer jer bedst. Vi tilbyder almindelig hvid kiste, naturkiste og kurvekister, som kan ses under Produkter (link åbnes i en ny fane). Der er også mulighed for at vælge kister i alle tænkelige farver.

Bisættelse:

Hvis afdøde skal bisættes, skal der her tages beslutning om hvilken urne, der passer jer bedst. Vi tilbyder urner i et væld af farver, samt med eller uden udsmykning, som kan ses under Produkter. Hvis afdøde ønskede at blive spredt på åbent hav, findes der smukke urner til denne anledning.

Under planlægningen kan bedemanden også rådgive om skifteret samt ansøge om begravelseshjælp. Bedemanden vil i dette skridt også anmelde de relevante oplysninger til offentlige myndigheder, herunder kirkeministeriet. Når dette er gjort vil informationerne automatisk gå videre til skifteretten, m.m.

Hvis afdøde eller pårørende har tilknytning til et bestemt sogn eller præst, kan bedemanden også hjælpe med at tage kontakt og planlægge herefter.

Derudover har en bedemand ofte samarbejde med blomsterbindere og stenhugger, som vil give jer en smuk højtidelighed og afsked.

I dette skridt vil vi også tale om ønsker til salmer eller personlige sange, som har betydning for jer og afdøde. Det bliver stadig mere normalt at vælge en sang som betyder noget for pårørende og afdøde, da højtideligheden da bliver mere personlig og kan være med til at sige sin afsked på den helt rigtige måde.

En traditionel, hvid kiste med en smuk bårebuket af røde roser. Overblik for pårørende

Skridt 4: Ilægning af afdøde i kiste

Nu skal afdøde lægges i kiste og pårørende må gerne være med i dette skridt, men nogle vælger at undlade. Dette foregår på oftest på hospice, plejehjem eller på kapel. Det kan også foregå derhjemme, hvis afdøde døde i hjemmet. I denne sammenhæng kan I vælge at foretage en udsyngning af afdøde før kisten lukkes. Dette kan være en smuk og intim afsked før højtideligheden finder sted.

Skridt 5: Højtideligheden afholdes

Nu afholdes højtideligheden, ofte i kirke eller på kapel. Hvis det er en borgerlig højtidelighed kan dette foregå næsten efter eget ønske. Her er der mulighed for at holde højtideligheden i hjemmet, i haven, i skoven eller et andet sted der holder værdi for afdøde og pårørende.

Begravelse: Hvis det er begravelse, bæres kisten til graven efter ceremonien.

Bisættelse:  Hvis det er en bisættelse køres kisten til krematorium efter ceremonien. Derefter kan der afholdes en højtidelighed ved urnenedsættelse. Hvis afdøde ønskede at få sin aske spredt på åbent hav, er der også mulighed for at sige afsked ved denne anledning. Du kan læse mere om askespredning her.

(Skridt 6: Opfølgende samtale)

Hos Min Afsked holder vi altid en opfølgende samtale, hvor vi gerne vil høre hvordan I har det og hvordan jeres oplevelse var. Vi vil være med og støtte hele vejen, og sørge for at alting foregår præcis efter jeres ønsker. Det er vigtigt for os at du og dine kære får en tryg og værdig oplevelse i en svær tid.

 

Vores arbejde

Hos min afsked går vi op i af afmystificere døden og forhåbentlig gøre det lettere at tale om. Derfor skriver vi disse indlæg og laver videoer, som giver indblik i bedemandens arbejde samt overblik for pårørende. Følg med her på bloggen eller på vores Facebookside. Vi har også en Instagram-konto, som du kan følge og se mere indhold på. Her deler vi bl.a. når vi har undervisning og laver foredrag til SOSU-studerende og mange andre. Hvis du er interesseret i et foredrag kan du sende en e-mail til else@minafsked.dk. 

 

Du er også velkommen til at ringe eller besøge en af vores butikker:

min afsked.dk

Tlf 26 44 02 41

else@minafsked.dk

Vesterbro 49, 9000 Aalborg

Skrågade 4, 9400 Nørresundby

Kontakt

Else Louise Mikkelsen

+45 26 44 02 41

Else@minafsked.dk

Butikker

V. Else Louise Mikkelsen

Butik Aalborg | Vesterbro 49 | 9000 Aalborg

Butik Nørresundby | Skrågade 4, st. | 9400 Nørresundby