Mindeside for Jytte Nørholm

Jytte var den kærligste kvinde!
Altid hjertevarm og meget omsorgsfuld overfor mig.
Hun var samtidig ikke bange for at sige sin ærlige mening, og det var med til at gøre, at jeg virkelig kendte hende og forstod, at jeg skulle respektere hende.

Jeg husker for 10 år siden i Apostolsk Kirke en aften med lovsang, hvor jeg var dybt deprimeret og angst. Jytte kom hen til mig og stod ved min side, og vi sang sammen “I am no longer a slave to fear.” Det øjeblik har jeg tænkt på mange gange sidenhen. Det betød utrolig meget for mig.

Jytte var i bøn over mig, da jeg fra 2018 blev ramt af psykoser, og også da jeg senere søgte førtidspension. Det betød også utrolig meget.

Det skete, at Jytte og jeg af og til var de eneste til bønnemøder om formiddagen på hverdage i kirken. Jytte hjalp mig med at overvinde min frygt for at bede højt.
Jeg var meget tryg ved hende, og hun var en stor hjælp på mange punkter i mit liv.

Jeg ved, at hun i de 10 år, hvor jeg kendte hende, tjente meget med i kirken. Hun hjalp i lang tid ikke alene til med forbøn, men også med kirkens husholdning. Herunder tøjvask og tørretumbling. Hun hjalp også med at gøre kaffe klar om søndagen. Det er opgaver, der nemt kan blive overset, men som alle var glade for, der var en, der gjorde. Jeg syntes altid, Jytte gjorde meget godt.

Jytte var meget engageret og tog mange noter under prædikenerne. Hun havde hele sit hjerte med i det, var mit indtryk.

Jeg snakkede ofte med Jytte før og efter gudstjenesterne og sad ofte tæt på hende. Hun havde sin faste plads ude i siden bagerst i kirkesalen. Hun fortalte mig, at hun kunne have overblik over, hvem der skulle bedes for.

Jytte var sjældent fraværende, kun hvis hun var ramt af sygdom eller skulle til en familiebegivenhed.

Jytte fortalte mig ofte om sin familie. Om sit ønske om, at de skulle komme til tro på Gud. Om at hun bedte for dem. Om familiefødselsdage. Om ting hun oplevede i hverdagen. Og om de trælse sygdomme, hun var ramt af.

Vi grinte i en periode meget, når vi så hinanden over, at jeg ligesom Jytte kunne sige “Orke-ja”. Et udtryk hun sagde meget en overgang, hihi.

Jeg savner allerede Jytte, men jeg tror på, hun har evig fred nu.

Som jeg skrev til Jytte over sms i januar måned i år: “En kvinde, hvis tro jeg beundrer meget. En sand bønnekæmper!”