Den sidste afsked
CuddleCot: Når et lille barn dør
Det er utroligt svært, når et barn dør. Det kan føles helt ubegribeligt hårdt og brutalt, især hvis jeres barn tages fra jer indenfor få timer. Det er vigtigt at få muligheden for at sige rigtigt farvel, hvis I har lyst og brug for det. På hospitalet kan I blive tilbudt en CuddleCot, så I kan få jeres barn med hjem indtil I er klar til afsked og højtidelighed.
Hvor bruges CuddleCot?
CuddleCot er en engelsk opfindelse, som bruges i 95% af britiske, skotske og irske hospitaler og nu er brugen også ved at sprede sig i de europæiske lande, herunder Danmark. Eksperter indenfor jordemødre og sorg opfordrer at familien, især forældre og eventuelle søskende til det afdøde barn, til at tage sig tid til at mindes.
Når I får CuddleCot med hjem, er den nem at bruge
CuddleCot er en kølepude, som giver jer muligheden for at sige farvel i jeres eget tempo. Puden kan indsættes i barnets seng, vugge eller lift, så jeres barn ligger trygt og rart i jeres hjem. Mange vælger at bruge denne tid på at putte og skifte barnet, tage aftryk af fødder og hænder, kysse og kramme, tage billeder og lave minder sammen. Denne tid er helt uvurderlig for en familie, som mister sin kære.
CuddleCot sørger for, at der er tid nok
Her kan familie og venner også få mulighed for at sige farvel og se barnet en sidste gang. Mange forældre og pårørende oplever at de ikke får lov, eller ikke får at vide at de har lov, til at se deres afdøde barn i perioden før højtideligheden. Nogle takker nej til tilbuddet og fortryder det desværre senere. Det er selvfølgelig enormt trist, hvis der er et behov for at holde om og mærke barnet før der bliver sagt rigtigt farvel.
En afsked bør foregå efter jeres behov og ønsker, så vidt muligt. CuddleCot er derfor en rigtig fin mulighed for jer, som gerne vil have jeres barn med hjem eller blot tilbringe lidt mere tid sammen.