Mindeside for Flemming Avnby

Hvem var Flemming Avnby.

Det er faktisk et rigtig rigtig godt spørgsmål og nok egentligt et spørgsmål som er fuldstændig umulig at besvare 100 %.
For hvem var Flemming,
Jamen Flemming var kærlig, omsorgsfuld og temperamentsfuld, særlig her på hans ældre dage.
Men han var samtidig trofast, han var utrolig hjælpsom og på alle måder altid villig til at være der for andre og tænkte næsten altid på andre før han tænkte på sig selv. Det er den korte beskrivelse af Flemming.

Men hvem var Flemming ellers.
Jamen Flemming var syg.
Flemming var en mand der faktisk det meste af hans liv levede i dødens skygge og som det meste af hans liv levede med en dødsdom hængende over hovedet, eller nok mere korrekt sagt, en dødsdom siddende i hovedet.
Allerede som 15 årig faldt Flemming ned af en betontrappe i hjemmet og fik kraniebrud. Han slog sig meget meget alvorligt og var i koma i forholdsvis lang tid. Folk var ikke sikker på om han vil overleve. Det var første gang at man begyndte at snakke om at Flemming nok ikke bliver særlig gamle. Men Flemming var sej, Flemming var stædig og Flemming skulle nok selv bestemme. Så imod alle Odds kæmpede Flemming sig tilbage på højkant og blev en helt normal ung teenager, ja hvis man nogensinde kan kalde Flemming normal, det er jeg ikke helt sikker på, men det er så en anden historie.
Men han fik en uddannelse, han begyndte at interessere sig for biler og teknik. Samtidig begyndte han at arbejde på skiltefabrikken.
Han elskede hans forældre over alt på jorden og han elskede fabrikken. Ja der var slet ikke tvivl om at han skulle gå i morfars fodspor og han skulle overtage skiltefabrikken.
Flemming var en utrolig dygtig skiltefabrikant. Han elskede hans arbejde ,han elskede at save på bogstaver ud på rundsaven, også selvom at det indimellem var ved at koste fingre og alverdens ting, det var hurtigt glemt. Han elskede hans arbejde, han elskede når han stod og rengjorde akryl, med rense benzin og acetone og han tænkte aldrig over at han derfor kom hjem den ene gang efter den anden i en kæmpe brandert.
Men sådan var det bare dengang og der var ikke noget udluftning, der var ingen beskyttelse.
Flemming begyndte rimelig hurtig at have ansvaret for at hænge skilte op og rimelig hurtig overtog han faktisk mere eller mindre driften af fabrikken hvor morfar bare var der og laveder det Han holdt af.
Flemming var exceptionelt dygtig til at sprøjtelakere skilte og i det hele taget til at lave skilte.
Flemming har rigtig mange opfindelser bag sig i skilte verdenen, blandt andet har Flemming lavet en profil som bruges den dag i dag, til lyskasser når man laver lysskilte.
Men Flemming var ikke den type der ønskede at tage patent, næh han sendte bare tegningen til dem der lavede profilen og sagde det her er faktisk en meget bedre profil end den I har i forvejen, så jeg synes vi skal begynde at bruge den.
Han fik aldrig en krone for det men i dag er det den profil alle bruger.
Flemming var den første til nogensinde at opfinde det system man ser alle steder i dag, hvor du har en plade, skriver på den med tus og så belyser du akrylen nedefra og så lyser de specielle tusch op.
Flemming opfandt den første, en metode der bruges i rigtig mange billige skilte i dag.
Man tager et farvet rør af akryl, og så sender man lys ind i enden. Og vupti, så har man et primitivt men billigt lysskilt.
Flemming var uselvisk og tænkte altid på andre og han tænkte altid på at hjælpe men det var også tæt på at koste ham livet flere gange.
Da han var 21 fik han en stige i hovedet, vi skal tænke på at allerede som 15 år havde han fået alvorligt kraniebrud det havde givet ham nogle blodansamlinger i hjernen som gav ham udfordringer. Udfordringer som gav Flemming balance problemer og konstant hovedpine.
Som 21 årig fik han desværre en stige i hovedet på arbejde, som sendte ham i en dyb koma. her opdager de at han havde hjerneskader og han fik nu indopereret det man kaldte en ventil. Den sørger simpelthen for hjernevæsken og rygmarvsvæsken bliver ført ned i maven, ellers ville Flemming dø af overtryk i hjernen.
På det tidspunkt fik hele familien oplyst Flemming bliver ikke ret gammel.
Da Flemming fyldte 25 blev der holdt en kæmpe fest for Flemming og hele familien var klar over, at det nok var en af de sidste fester, han ville i hvert fald ikke blive 30. Det vidste man.
Man glemte bare lige at spørge om det så også var Flemmings plan, ikke at blive 30. For Flemming havde ikke tænkt sig at stoppe ved 30 eller før.
Flemming havde tænkt sig at få det bedst ud af livet og Flemming lod sig aldrig nogensinde gå på af sit handicap og sine skader.
Flemming levede med smerter hele hans liv, Ja Flemming levede med en voldsom hovedpine hele hans liv.
Han kunne til sidst ikke høre på det ene øre og han havde meget nedsat hørelse på det andet. Det gjorde desværre at Flemming blev irritabel og Flemming forandrede sig da han blev ældre. Men jeg ved også hvor meget det pinte Flemming pludselig ikke at kunne det han altid kunne.
Flemming elskede at være sig selv på arbejde, han elskede at bruge sin hænder, men lige så meget som han elskede at være sig selv og bruge sin hænder, lige så meget elskede han hans forældre. Han elskede at være sammen med og diskutere sammen med morfar, han holdt ligeledes rigtig meget af begge hans søskende. Men for Flemming var det vigtigste Hjørring og fabrikken.
Han holdt af hans søster og han holdt af hans storebror. Jeg ved at han holdt rigtig meget af dem begge to. Men han vidste også at hans plads det var fabrikken.
Der kom så en ind i hans liv som hed Yvonne som havde to drenge med. De begyndte at fylde alt i Flemmings liv han elsker dem af hele sit hjerte og holdt umådelig meget af dem.
Og da det forhold gik i stykker, der gik Flemming i stykker. Her var jeg oprigtig bange for at nu er det slut.
Jeg var en måned i Hjørring sammen med Flemming og jeg er ikke sekund i tvivl om, havde jeg ikke været i Hjørring i den måned så havde vi heller ikke været til begravelse nu, men allerede dengang.
Det var en hård tid og det var en svær tid for Flemming. Vi havde rigtig mange snakke, vi havde rigtig mange køreture. Der blev lyttet rigtig meget country og der blev virkelig talt igennem. Flemming begyndte at lægge planer hvad nu.

Det blev samtidig startskud til et endnu tættere forhold mellem Flemming og mig.
Fleming VAR min reservefar. Gennem hele mit liv har han altid været der og han har altid været den som jeg kunne komme til, som har trøstet og beskyttet, ja bare været der. Han har altid været min helt trygge havn og der har aldrig nogensinde været bebrejdelser eller form for afvisning når jeg havde lavet noget lort.
Selv når jeg virkelig havde rodet mig selv ud i store problemer så var Flemming der, og så var svaret, lad os se hvordan vi får det her løst.
Flemming var klippen og Flemming var den som har formet mit liv og som er skyld i at jeg også er her i dag.
Den tid efter Yvonne forstærkede bare vores forhold til hinanden endnu tættere og det gjorde at vores kærlighed til hinanden som far og søn blev bundet fuldstændig ubrydelig stærkt.
Allerede dengang sagde jeg til Flemming, når det engang kommer dertil at du får brug for hjælp, så er jeg der.

Flemming havde brug for hjælp efter Yvonne og han kom over det.
Han fandt Elin og Elin fandt ham og de fik nogle helt vidunderlige år sammen. Desværre forandrede Flemming sig. Hans hjerneskade blev mere og mere udtalt og desværre blev Flemming mere og mere umulig at bo sammen med.
Det betød at Flemming og Elin simpelthen var nødt til at gå fra hinanden.
Det betød ikke at deres kærlighed forsvandt det betød bare at Flemming ikke længere var i stand til at bo sammen med en.
Dertil var han desværre blevet for aggressiv og urimelig. Nej Det var ikke Flemming, Det var desværre Flemmings sygdom.
Men det betød ikke at Flemming ikke længere holdt af folk.
For lige at vende tilbage til Elin
Da Flemming mødte Elin, startede et helt nyt kapitel af hans liv.
Han blev mere rolig afbalanceret og den Flemming som vi alle elsker og holdt af.
Flemming elskede virkelig Elin og Flemming elskede Elins børn.
Da der begyndte at komme børnebørn var Flemming lykkelig og han elskede dem virkelig overalt på jorden.
Han var en virkelig god far for Elins børn og han var i en virkelig god bedstefar/morfar for børnebørnene. Og jeg ved at da der er begyndt at komme oldebørn var Flemming stolt som en pave. de betød alt for Flemming
Desværre begyndte Flemmings liv også og tage en grum drejning, hjerneskaden han havde pådraget sig som ung, begyndte igen at vise sit grimme ansigt og Flemmings personlighed begyndte at ændre sig stille og roligt.
Flemming blev mere og mere irritabel, aggressiv, opfarende og på rigtig rigtig mange måder fuldstændig urimelig. hans hørelse forsvandt til sidst fuldstændig på det ene øre og han kunne næsten ikke høre på det andet, selv med høreapparat havde han meget meget svært ved at høre folk og han havde meget svært ved at forstå folk. Det gjorde at Flemming blev irritabel og opfarende. Han blev ofte vred når folk ikke forstod ham. Men det betød også at han blev svær at forstå. Mange gange kunne det også være svært at finde ud af hvad det egentlig var han mente. Særligt her de sidste år kunne det være virkelig svært at finde ud af hvad det egentlig var Flemming snakkede om og hvad det egentlig var Flemming mente.
Det var virkelig svært at se på, netop fordi at jeg vidste hvor meget det gik Flemming på og pinte Flemming. Det kom så til udtryk ved Flemming blev vred, irritabel og kunne fremstod aggressiv, også selvom han ikke var det.
Da det gik galt mellem ham og Elin, kunne man godt mærke at Flemming ikke længere var den Flemming han havde været.
Flemming havde det svært, men den Flemming som havde været var væk, han var svær at være sammen med.
Men det er ikke det vi skal snakke om nu, de sidste fire fem år var Flemming ikke Flemming og det er fire fem år som jeg altid vil gemme væk i mit hjerte. For jeg elsker Flemming, men det er år hvor Flemming ikke var som vi kender Flemming.
Derfor er det ikke nogle år som jeg vil komme ind på.

Flemming havde to i familien, som han holdt rigtig rigtig meget af, det var min søster Marianne og mig.
Særligt jeg havde en meget stor plads i Flemmings hjerte .
Allerede da jeg var lille, gik Flemming ind og tog et meget meget stort ansvar på sig. Nemlig at sørge for at holde mig på højkant. Han var der når jeg havde brug for ham, han guidede mig og han hjalp mig. Dømte aldrig, han slog aldrig hånden af mig, selv når jeg havde været en kæmpe idiot. Han har altid bare taget imod mig med åbne arme. Taget mig i hånden og guidede mig tilbage til den rigtige vej.
For mig var Flemming nok den far som alle mennesker drømmer om. det var den Flemming var.

Da jeg var barn, købte morfar og Flemming en båd. Den båd var i mange år omdrejningspunktet for Flemming og mig.
Vi elskede den båd og vi elskede den firehjulstrækker Flemming havde købt for at trække båden. Ja officielt købte han den firehjulstrækker fordi det var nemmere på arbejde, men sandheden er nok at Flemming købte firehjulstrækkeren, fordi Flemming elskede biler. Flemming elskede den firehjulstrækker, den var stor, den var prangende, den var hamrende upraktisk på mange punkter. Men den var Flemming.
I de første år sejlede morfar meget med, men det var ikke for morfars skyld at båden blev købt.
Officielt var det morfar der købte den sammen med Flemming, men uofficielt var båden Flemmings. I starten sejlede de begge to meget i Nordjylland. Og de havde da også båden med til Fredericia flere gange.
Vi sejlede rundt i Lillebælt, på et tidspunkt sejlede morfar ud i en gummibåd og vi mistede fuldstændig kontakten til ham, han var ikke der hvor vi havde aftalt at han skulle være og der var ved at være rigtig god panik mens vi sejlede rundt for at finde ham.
Da vi endelig fandt morfar, først på aftenen fandt vi ud af at morfar egentlig bare havde lagt til et andet sted og var så gået op og havde fået noget at spise.
Det var før mobiltelefonen for alvor kom og det var første gang jeg opdagede at Flemming virkelig havde temperament, men det temperament var fordi at han virkelig var bange. Han var bange for at vi havde mistet morfar.
Men det var så også medvirkende til at der kort tid efter blev anskaffet den første mobiltelefon man overhovedet kunne få i Danmark.
En kæmpe kasse at slæbe rundt på. Den kostede en formue at ringe op fra og der var ikke dækning ret mange steder i Danmark. men den virkede og morfar var pavestolt. Flemming var endnu mere stolt over at have en mobiltelefon.
Flemming kunne godt lide og have nogle gode ting, men samtidig var Flemming heller ikke en der pralede med han havde gode ting han nød dem bare selv.
Flemming og jeg har haft rigtig rigtig mange gode ture i den båd.
Rigtig mange af turene har taget udgangspunkt i Lillebælt. I starten fra Skærbæk Havn, i Fredericia. Den havn var besværlig at sætte båden i fra og da jeg var barn resulteret et desværre også i den ret alvorlig ulykke. En ulykke hvor mormor kom meget alvorligt til skade med benet. Det gjorde at vi fandt et andet sted og sætte båden i fra.
Vi begyndte at sætte båden i fra Kolding, enkelte gange har vi også kørt til Middelfart lystbådehavn og sat båden i derfra.
Et af de steder vi virkelig elskede at sejle, det var mellem Middelfart og Fanø,
Hele det område med Fænø sund og indsejlingen til Kolding fjord, var et område vi hele tiden vendte tilbage til.
Vi havde ture hvor vandet var fuldstændig blik stille og vi bare var oppe og plane hele vejen, vi nød farten og vi nød det at være på vandet.
vi havde en ture hvor solen bagte ned, der var ingen vind var vandet var fuldstændig stille, vi lå bare for anker og nød livet, nød dagen med kolde drikkevarer bundet i en snor og sænket ned i vandet.
Vi havde ture hvor at verdenssituationen i den grad blev vendt og vi havde ture hvor at de tunge alvorlige ting blev snakket igennem.
Det var her Flemming lærte mig at blive et ordentligt menneske, det var her Flemming lærte mig hvad det vil sige og opføre sig anstændigt, det var her jeg blev skældt hæder og ære fra når at jeg havde været en idiot, men det var jo også her at Flemming tilgav og i den grad fortalte hvor meget jeg betød.
Den båd var vores helt specielle tilholdssted.
Vi havde turde hvor vi nok gik til grænsen for hvad båden reel kunne og vi havde også nogle ture hvor vi nok gik langt over grænsen for hvad der var forsvarligt og hvad der var sikkert.

Jeg mindes særligt en tur hvor vi kom i alvorlige problemer. Vi tog ud fra Kolding. Kolding Fjord var forholdsvis, vi havde godt opdaget at det blæste men Kolding Fjord var faktisk forholdsvis fin at sejle i, lige indtil vi kommer ud og runder ude ved pynten fra Kolding Fjord. Der bliver vi for alvor ramt af uvejr.
Uvejr der var så voldsomt at bølgerne de var flere gange højere end båden. Uvejr der var så voldsomt at vi ikke kunne vende rundt og komme tilbage i Kolding Fjord. Vi havde kun en reel mulighed og det var at sejle langs med Lillebælt og se hvor vi kunne komme ind og komme i læ.
På det tidspunkt havde vi flere gange været i Hejlsminde, det er noget jeg fortæller om lige om lidt og vi vidste at hvis vi sejlede hen langs pynten kunne vi komme ind mod Hejlsminde og komme i læ.
Det Flemming og jeg ikke vidste det var at når du går rundt om pynten og går tæt på land så er der kun cirka 1 m vand, det var også nok til båden i de fleste tilfælde men når der så står bundgarnspæle som er cirka to en halv meter høj så er der altså ikke dybt nok til båden.
At vi kom igennem og kom over ved at sejle så tæt på kysten Det er et under. Men vi kom igennem og vi kom over bundgarnspælene og vi sejlede langs kysten helt ind till Hejlsminde.
da vi kom ind til Hejlsmindede blev vi modtaget af 2 mænd der stod i overlevelsesdragter. De var ved at starte en båd op, for at gøre klar til at gå ud og samle os op.
De var overbevist om at det der det klarede vi ikke. Der er ingen der kan forklare hvordan vi klarede den. Det kan udelukkende være på grund af Guds indgriben.
Ellers er der ingen der kan forklare hvordan vi kom over de bundgarnspæle uden at båden blev knust.

Særligt Hejlsminde har en helt bestemt plads i vores hjerter.
Vi har været i Hejlsminde rigtig rigtig mange gange og første gang vi var i Hejlsminde blev vi modtaget med en kæmpe fest, for det passede at vi lige nøjagtig ramte starten på Hejlsminde havefest.
Vi var sejlet ud midt på eftermiddagen og havde ligget og sejlet i området mellem lillebæltsbroerne, havde været inde i Fænø sund, havde hygget os med mad om bord og nu var det blevet sent om aftenen. Det var blevet mørkt og vi havde besluttet os for at vi ville se om vi ikke kunne komme ind til Hejlsminde for at finde en plads.
Da vi begynder at sejle ind mod Hejlsminde, var vi ikke klar over at der var havnefest.
vi krydser tværs over fra Fænø sund over mod bugten hvor Hejlsminde ligger. Da vi nærmer os, kan vi se at der er mange og kraftige lys inde fra land, det undrer os noget og vi snakker om hvad det er.
Men vi har travlt nok med at finde ud af hvor vi egentlig er henne for vi har aldrig været lige nøjagtig der før. Vi har travlt nok med at finde ud af hvordan kommer vi egentlig ind til Hejlsminde. Der er lavvandet og man skal ind via en bestemt sejlrende ellers går vi på grund. Men jo tættere på vi kommer jo mere lys bliver der og efterhånden kan vi godt fornemme at Det er inde omkring havnen. Da vi langt om længe kommer i land, opdager vi at vi faktisk har ramt havnefesten. Vi blev meget hurtigt enige om at det måtte være en fest til ære for os.
Det var Sådan en lille joke vi kørte med at havnefesten i Hejlsminde den bliver kun holdt til ære for os.
Den lille krølle ved historien er så at vi faktisk 5 år i træk har held af at ramme havnefesten uden at vi på noget tidspunkt vidste hvornår. Hvert år flyttede festen datoen og alligevel ramte vi faktisk havnefesten, hver eneste år, 5 år i træk. Derfor står den havnefest som lidt specielt i Flemmings og min i erindring.
Det var en af de ting som Flemming nævnte rigtig meget her på det sidste, hvor hukommelsen begyndte at drille og hvor Det var de gamle minder der virkelig betød noget.
Der dukkede minderne omkring Vores mange sejlture altid op.
Vi har også haft Marianne med ude at sejle flere gange vi havde rigtig gode ture med Marianne.
Der er blandt andet særligt en tur hvor jeg ikke er ret gammel hvor Jeg har sejlet med Flemming nogle gange og Vi er så sejlet ind til land. Meningen var at mor, far, morfar, mormor og Marianne skal komme ned til stranden.
Marianne skal så med ud at sejle, der sker så det at jeg skal hjælpe Marianne om bord. Der er sådan en lille passage man går på hvor man lige kan have en halv fod frem til spidsen er på båden. Det lykkedes mig også at komme frem og hopper ned i vandkanten og for hjælpe Marianne op på båden.
Så skal jeg vise hende hvordan man egentlig kommer ombord, så man kommer ned i båden. Men det resulterer så i at da jeg begynder at gå hen langs kanten, der siger det plask og jeg ligger i vandet. Det var den måde jeg lærte Marianne at komme ombord på båden.
Men hun begyndte at elske at sejle lige så højt som jeg gjorde. Hun var ikke med så tit men når hun var med nød hun virkelig sejlturen.
Vi havde også et par ture med Marianne, hvor vi nok ikke burde være sejlet ud, hvor vi i den grad blev overrasket af vejret og hvor vi virkelig var afhængig af at der var en der holdt hånden over os, det gjorde han for ellers var vi ikke kommet sikkert i land.
Der var særlig en begivenhed i båden som Flemming snakkede om rigtig mange gange. Vi var ude at sejle sammen med en af mine gode venner Kim, og vi havde besluttet os for at lægge os for anker i kanten af Lillebælt. Lige omkring rundingen mellem Lillebælt og Kolding Fjord. Her vil vi ligge og nyde solen og nyde Livet og få noget koldt at drikke, kort sagt bare nyde og slappe af. Da vi havde lagt for anker i et par timer, kan vi pludselig mærke at båden bliver trukket bagud, vi kigger på hinanden og tænker hvad sker der her. Det begynder meget hurtigt at gå stærkt med at vi bliver trukket bagud og efter ganske få minutter bliver vi ikke længere kun trukket bagud, men nu bliver vi også trukket nedad. Jeg kan mærke at anker torvet blive trukket i Det begynder at blive rigtig kritisk og bagenden af båden begynder at blive trukket under vand. Heldigvis lykkedes det for Kim at få torvet til ankeret skåret over i sidste øjeblik. Den dan i dag aner vi stadig ikke hvad det egentlig var der skete den dag.

En anden af de ting som Flemming ofte snakkede om og som virkelig fyldte meget i hans tanker. Det var vores to ture i Autocamper. Særlig den ene tur fyldte meget og var en tur som ofte vendte tilbage i hans tanker.

Da Flemming og Yvonne går fra hinanden, er Flemming ved at gå helt i stykker og jeg havde heldigvis mulighed for at være i Hjørring i over en måned. Da der var gået nogle uger, falder snakken pludselig på at vi altid snakker så godt nå vi kører og om det egentlig ikke ville være en god ide, bare at leje en Autocamper og køre til Sverige.
Og når Flemming fik en ide, så var der ikke så langt til handling. Så kort tid efter sad vi i en Autocamper på vej til Sverige.
På færgen kan vi se at der ligger en campingplads ikke så forfærdeliglangt fra havnen, så der beslutter vi os for at køre hen om natten. Og så ville vi ellers se hvor vi nu end kom hen.
Vi kommer fra færgen og begynder så at køre og på et tidspunkt siger jeg til Flemming, ?Flemming Der er et eller andet galt for Vi har nu kørt i næsten 3 timer og campingpladsen skulle kun være ganske kort fra byen og fra havnen.?
Flemming kører ind til siden og vi får fundet et kort frem over Sverige og så finder vi ud af at hvor vi egentlig skulle have kørt til højre er vi kørt til Venstre og er på vej den stik modsatte vej. Flemming tager så den beslutning, det er forkert det her og vi vender autocamperen. Vi kører tilbage, kommer også tilbage i havneområdet og finder så ud af hvad vej vi skulle være kørt ud af. Nu er det efterhånden midt om natten og Vi er trætte. Klokken har nok været 1 2 stykker og Flemming kan ikke rigtig holde til at køre længere. Vi passerer så en meget stor parkeringsplads til et supermarked og vi bliver enige om, jamen vi må betale bøden hvis det giver en bøde.
Men vi kører ind og så kører vi hen og holder i et hjørne og sover der.
Næste morgen står jeg så op og går over og handler noget morgenmad og her spørger jeg ekspedienten om hun kan fortælle mig hvor campingpladsen. Og forklarer hende hvorfor vi har overnattet på parkeringspladsen.
Svaret er et kæmpe grin og så følger hun mig lige udenfor og peger på naboen som er en Campingplads.
vi fandt hurtigt ud af at vi ikke havde lyst til at besøge den campingplads, vi var en lille smule flove, så vi vælger stille og roligt og køre videre.
Da vi så har kørt rundt nogle dage bliver vi enige om at nu er det altså tid til at nu skal vi have noget rigtig god mad. Jeg har altid elsket at lave mad og det var også min opgave at lave mad i autocamperen.
Det skal siges at kød var ikke billigt. Men vi fandt ud af at nu skulle vi altså have nogle rigtig gode skinke steaks. Så vi kører ind til en forretning og få købt nogle rigtig gode steak som jeg så skal lave.
Både Flemming og jeg elskede det der hedder paprika steak, hvor at du sørger for at krydre kødet godt med paprika og så steger du det, så det bliver rigtig saftig indeni og sprødt og lækkert udenpå. Lidt som en panering men med paprika. Det går egentlig også godt.
Det skal siges at Jeg er hjemme fra Danmark har en bøtte paprika med som er en industridåse med 1 kg paprika. Et paprør med et låg.
Da jeg står inde i køkkenet i autocamperen, har jeg paneret de her stykker kød også med paprika og er begyndt at stege dem. Jeg plejer så altid lige at komme lidt ekstra paprika ud på dem og ud på panden, det giver en rigtig god sovs.
Der sker så det, at da jeg begynder at drysse paprika ud af dem falder låget af dåsen og omkring 900 g måske endda 950 g paprika falder ned på den varme pande. Alt at dækket af paprika. Alt lugter af meget varm paprika og vognen er fyldt med røg i løbet af meget kort tid.
Jeg får fat i panden og kommer ellers ud af autocamperen. Flemming sidder uden for autocamperen og forsøger at finde ud af hvad i alverden sker der.
Jeg kommer ud med en pande der ryger, med et bjerg af paprika på.
Og campingvognen, der er masser af røg og der lugter af brændt paprika, naboerne kommer over for at se om der er ild i campingvognen, de finder meget hurtigt ud af at det er der ikke og finder så ud af hvad det er der er foregået og de knækker fuldstændig sammen af grin.
Jeg kigger på Flemming og han kigger på mig, vi kigger ned på panden med et bjerg af paprika og 2 steak nedenunder. Men praktiske som Vi er, bliver vi meget hurtigt enige om, jamen kødet er for dyrt til at smide ud. Så der sker det at det bliver hældt ud og kødet bliver Sådan lige forsøgt reddet.
Så der bliver udlufte godt og grundigt og så går jeg ind og laver mad i en autocamper, der ikke lugter supergodt, skal vi sige det på den her måde. Det er ikke det bedste mad Jeg har lavet, for nu at sige det pænt.
Hele autocamperen var fedtet ind i Paprika. vi brugte hele næste dag på at gøre camperen ren og virkelig skrubbe alle flader, fordi alt var fedtet af den her røg fra paprika.
Alt bliver vasket, hynder blive støvsuget, og alt bliver gjort af rent og vi kører så rundt i Sverige endnu en uge.
Der kommer så et lille da vi skal tilbage til Danmark og aflevere bilen.
Jamen vi har jo kørt med ruderne åbent hele tiden og man kan godt stadigvæk svagt fornemme paprikaen, men nu har vi jo kørt en hel uge, så for os der betyder det ingenting længere. Da vi kommer tilbage til udlejeren. Hun kommer ud og kommer ind i camperen og siger ej hvor er den da pænt gjort rent og så snif snif, nå Der er der vist nogen der har lavet paprika gryde i går.
Det var en af de ting som altid dukkede op i Flemmings hukommelse.
Det var den tur.
Da jeg gik hen og stod i den samme situation som Flemming, var Flemming der med det samme. Han var der for mig, han støttede mig og han sørgede for at jeg kom på højkant igen. I den periode var jeg også alvorligt syg og jeg havde det meget svært.
Hvad gør Flemming, han kommer ned han støtter, på et tidspunkt bliver vi enige om at det nok er en god ide at vi tager en tur i en autocamper, kun ham og jeg, for at få ro på, komme væk fra alting og få snakket tingene igennem.
Det blev vendepunktet for mig.
Jeg kunne fortælle i timevis, ja dagevis om ture som Flemming og Jeg, har haft.
Om den betydning Flemming har haft i mit liv.
Om hvem Flemming var og alligevel Vil jeg kun kunne fortælle en brøkdel af hvem Flemming var.
Flemming var et helt fantastisk menneske.

Da mine forældre blev skilt, var det også Flemming som beskyttede Marianne og jeg. Det år mor, Marianne og jeg boede i Hjørring, sørgede Flemming for at vi havde det så godt som det overhovedet kunne lade sig gøre.
Min søster boede, da hun var barn, også nogle perioder i Hjørring. Her var Flemming den klippe som Marianne kunne støtte sig til.
Men hvor det mere var svend, Flemmings bror som var Mariannes reservefar. Der var det Flemming som blev min klippe.
Flemming var der altid for Marianne og mig. Han var det holdepunkt som aldrig forvitrede.

En af de ting som Flemming virkelig elskede, var når han og Elin besøgte Flemmings bror Svend. I de sidste mange år var turen ned til Svend både lang og besværlig. Men Flemming elskede sine søskende. Og det bedste han vidste var når alle tre søskende samledes, enten ved Svend i Vejle. Eller ved Ingelise i Holsted.
Den ro og frihed som Flemming følte når han besøgte sine søskende, betød alt for Flemming.
Flemmings søskende har altid haft en meget stor plads i Flemmings hjerte og han ville virkelig gå gennem ild og vand for familien. Det er ikke få gange at Flemming har været den redning, som forhindrede problemerne i at blive helt uoverskuelige. Både min mor Ingelise og Svend vidste at de altid kunne stole på og regne med Flemming.
Faktisk er der kun et eneste tidspunkt som min mor kan huske, hvor Flemming var ?sur? på sin søster. Det var da min mor og far blev gift den 02-10. Der glemte mor fuldstændig at det var Flemmings fødselsdag 2 dage senere. Så der var hverken gave eller nogen hilsen fra mor. Der blev han skuffet. Men alligevel gik det ikke mange timer for han tilgav hans søster.
Det var også helt naturligt for Flemming, at sørge for sin søster og hendes børn, da min mor blev skilt fra min far. Flemming hjalp straks med at få arrangeret vi flyttede til Hjørring og her var han den solide klippe og støtte som vi havde brug for.
Flemming elskede sine søskende og de elskede ham.


Men der var også perioder i Flemmings liv som gjorde ham ked af det og på nogle punkter bitter.
Flemming var i mange år medlem af Sankt Georgs Gilderne. Han var stolt af det og han lagde rigtig mange timer i det. Han opnåede også rigtig mange flotte anerkendelse.
Men da Flemming sygdom skred frem, begyndte Flemming desværre at ryste og Flemming begyndte at have svært ved at holde balancen. Det blev med det samme udnyttet af nogen i Sankt Georgs Gilderne, som havde et horn i siden af Flemming, som ikke mente at Flemming skulle have så meget at sige. Det blev desværre hurtigt til at de startede, rygtet at Flemming var fuld og Flemming mødte fuld op til møderne.
Det var ikke sandt men Det var nok folk ikke længere havde tillid til Flemming. Det betød desværre at det som Flemming elskede overalt på jorden måtte han trække sig fra.
Flemming var en dygtig og højt respekteret gildebror, men han blev dolket i ryggen af de folk som han respekterede og holdt af.
Ødelagt med en løgn og en usandhed som fulgte ham gennem hele livet.
Flemming var på mange punkter bitter over at han på den måde blev svinet til, og beskyldt for noget der ikke var rigtigt. Men han ville heller ikke være den der kom og tiggede og bad om at de skulle tage ham tilbage.
Det var Flemming for stolt til. Det var første gang da Flemming i den grad blive stukket og dolket i ryggen, det kom Flemming aldrig 100% over.
Flemming var i mange år aktivt medlem af høreforeningen i Hjørring. Han var et dygtigt medlem, han var et flittigt medlem, og han knoklede virkelig for høreforeningen.
Det var blevet et vigtigt holdepunkt i hans og Elins tilværelse.
Flemming sad med næsten alt og han styrede alt og han var dygtig.
Men endnu engang kom der nogen som svigtede Flemmings tillid. Han meldte sig ud af høreforeningen og mistede endnu en ting som faktisk stod hans hjerte rigtig nær.
Flemming bare ikke vred, men jeg kunne godt mærke på Flemming at han var skuffet og han var bitter.
2 ting som han har holdt så meget af bliver ødelagt på grund af falske rygter og folk som ikke ville Flemming det godt.

Men hvem var Flemming.
Tja kort fortalt, Flemming var Flemming, et menneske som på mange punkter var uden filter, som mange gange sagde tingene som det var, men som også var lynhurtig til at tilgive og som altid var klar til at hjælpe andre og som altid var der for andre.
Flemming var ubetinget kærlighed punktum


Elin har sendt mig følgende
Kære Flemming

Tak for alle årene vi har været sammen, for alle de gode oplevelser og timer vi har haft sammen.
Du var glad for at spille forskellige spil med både børn og voksne.
At tage på udflugter med bus eller tog til bl.a. Skagen nød du rigtig meget.
At tage på café og nyde en god kop kaffe var også noget du satte pris på.
Du var et meget socialt menneske.
Døden er som et skib, der sejler bort med en af vore kære.
Vi står på stranden og ser det forsvinde.
Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt ud i horisonten,
der hvor himmel og hav mødes.
Vi ser på hinanden og siger " Nu er han væk"
Men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen, der siger: " Se, der kommer han"