Ord til en der har mistet

At finde de rette ord til en, der har mistet, kan føles næsten umuligt. Mange er bange for at sige noget forkert og ender derfor med slet ikke at sige noget. Men stilheden kan føles endnu tungere for den, der sørger. Derfor kan det være en hjælp at have nogle konkrete forslag på ord til en der har mistet og inspiration til, hvad man kan sige eller skrive – både i en besked, ansigt til ansigt eller ved en begravelse.


Kondoler – hvad siger man til en der har mistet?

Det første mange tænker på, når nogen dør, er ordet kondoler. Det kan lyde formelt og gammeldags, men det er stadig korrekt og respektfuldt at sige eller skrive “jeg kondolerer”. Hvis det føles distanceret, kan man bruge mere jordnære formuleringer som “det gør mig ondt”, “jeg føler med dig” eller “mine tanker er hos dig”. Det vigtigste er, at ordene føles naturlige – så vil de også blive opfattet som trøstende og nærværende.

 

Hvad siger man til en der har mistet?

Når man møder den efterladte personligt, kan små ord og tilstedeværelse betyde mere end lange forklaringer. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige – men jeg er her” eller et kram kan ofte give større trøst end mange ord. Også korte sætninger som “det gør mig ondt at høre om dit tab” eller “jeg tænker på dig og ønsker dig styrke i denne svære tid” viser omsorg på en enkel og direkte måde.

Trøstende ord til efterladte

Trøstende ord handler mere om nærvær end om at fjerne sorgen. Man kan sige: “Han/hun vil altid leve videre i jeres minder og i hjertet” eller “Jeg håber, du finder små øjeblikke af ro midt i sorgen.” Ofte er det små, ærlige ord, som giver den sørgende en følelse af, at nogen ser og anerkender deres tab.

Hvad siger man til en begravelse?

Ved en begravelse eller bisættelse kan få, enkle ord være nok. Man kan sige: “Det var en smuk ceremoni”, “Det var lige i hans eller hendes ånd” eller “Mange varme tanker til dig og familien.” Ofte er det blikket, krammet eller blot at være til stede, der betyder lige så meget som ordene selv.

Trøstende ord til sørgende og konkret hjælp

Når du vil række ud til en ven, kollega eller et familiemedlem, er det vigtigt at være konkret. Mange siger: “Sig til, hvis jeg kan hjælpe”, men når man er i sorg, har man sjældent overskud til at bede om hjælp. Konkrete forslag virker derfor bedre: “Vil det passe, at jeg kommer med aftensmad på tirsdag?”, “Jeg kan hente børnene fra skole i næste uge – er det en hjælp?” eller “Jeg handler ind på fredag og tager også noget med til dig.” På den måde bliver det lettere for den efterladte at tage imod omsorg og støtte uden selv at skulle overskue at bede om den.

Hvad skriver man til en der har mistet?

Når man skriver til en efterladt – uanset om det er en sms, en privat besked på sociale medier eller en kommentar på et opslag – behøver det ikke være langt eller kunstfærdigt. De enkleste ord er ofte de stærkeste: “Jeg er så ked af dit tab. Mine tanker er hos dig” eller “Jeg er her, hvis du har brug for at tale, græde eller bare være stille sammen.”
Hvis du skriver på sociale medier, kan du f.eks. sende en kort privat besked eller kommentere på deres opslag med omsorgsfulde ord. Eksempler kunne være:

  • Jeg kondolerer. Jeg tænker på dig i denne svære tid.”
  • Det gør mig ondt at høre. Jeg er her, hvis du har brug for at snakke.
  • Jeg sender dig varme tanker og kram
  • Jeg kan ikke forestille mig, hvordan du har det, men jeg er her for dig.

Hold det simpelt og nærværende – lange forklaringer eller velmenende råd kan opleves overvældende. Formålet er at vise omsorg og tilstedeværelse, også selvom det kun er et kort opslag eller en emoji, der signalerer, at du tænker på vedkommende.


Husk

Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvad man siger til en der har mistet. Nogle vælger ordet kondoler, andre finder mere enkle og jordnære ord frem. Det vigtigste er, at du viser omsorg, nærvær og vilje til at være til stede. Små, ærlige ord og konkrete handlinger kan gøre en stor forskel i en svær tid, og det kan give den sørgende en følelse af, at de ikke står alene.

Relaterede indlæg