Bedemandens arbejde
Vores børnekuffert
Min afskeds børnekuffert er et tilbud for børnefamilier, som har haft døden tæt på livet. I kufferten har vi inkluderet bøger og forskellige redskaber, som italesætter følelser og spørgsmål om døden, sorgen og de kommende begivenheder, der skal forestå. Her kan du læse mere om, hvad vores børnekuffert indeholder og hvorfor.
Bøgerne i vores børnekuffert
Da Else kom på ideen med en kuffert til børn i sorg tilbage i 2017, var én af grundstøtterne bøger. Bøger er med til at sætte situationer og følelser i perspektiv, da man får mulighed for at tale om det, der sker i bogen. Man kan spørge børnene om de genkender følelserne, hvad de synes og hvad man selv kan gøre i situationen.
I børnekufferten finder du derfor fire bøger som hver især behandler et område af døden og sorgen på en måde, som børn kan forstå.
Bogen “Larver og Guldsmede” er til de helt små. Denne bog forklarer hvad det vil sige, når én man har kær går bort og ikke kommer tilbage. Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog og er i pixi-bogform.
I kufferten finder du også bogserien Fie og Fabian.
“Fie på Kirkegården” handler om en families tur på kirkegården efter farens død. Bogen illustrerer en samtale om savn og hvordan man kan tale om de ting og mennesker, man savner.
“Fabian er Vred” handler om, at sorg kan blive udtrykt i vrede og frustration. Fabian er vred, fordi hans far ikke kan tage ham med på lejrskole, og det går ud over hans mor og søsteren Fie. Bogen illustrerer fint, at sorg rummer mange følelser.
Sidst, men ikke mindst, er der klassikeren: “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren. Eventyret om de to brødre, Tvebak og Jonatan, og deres rejse til efterlivet i Nangijala. Bogen er smukt illustreret og man bliver hurtigt opslugt i fortællingen om kampen for frihed i et eventyrunivers.
Resten af kufferten
I vores børnekuffert finder du også en malebog og tegneblok med tilhørende blyanter og tusser. Der er også dukker med tilhørende kiste, og et flag som kan sættes på halvt. Sammen med kufferten hører vendespillet “Lille Storm Siger Goddag og Farvel”. Spillet viser almindelige scenarier i livet, heriblandt også livet og døden.
Min afskeds børnekuffert er med til at få sat ord på døden og sorgen, og gør processen mere håndgribelig for børnene. På den måde kan de voksne forklare, hvad der kommer til at ske de næste par dage op til begravelse eller bisættelse. Børnene kan skrive et brev eller tegne en tegning til afdøde, eller illustrere de følelser, de hver især har. Med dukkerne kan man fortælle, at afdøde bliver lagt i en kiste, at man flager på halvt, og eventuelt hvad præstens rolle i højtideligheden er. Dukkerne kan også illustrere barnets egen rolle i højtideligheden. Det gør døden mindre farlig at tale om, og børnene kan få svar på de spørgsmål, der opstår.
Bøgerne er med til at forklare og italesætte nogle forskellige spørgsmål, børn kan have efter et dødsfald. Bøgerne giver også mulighed for samvær og tilbyder spørgsmål til refleksion omkring de følelser, man har, når én man elsker, dør.