Kategori: Blogindlæg

Blomster efter højtidelighed

 

 

Blomster er en herlig og smuk gestus som er med til at mindes et liv, som er taget fra jer. Blomster kan markere dufte og farver, som hylder lige præcis jeres kære. Blomsterne arrangeres ofte i forskellige kranse eller buketter, og kan formes som kors eller hjerter, med mere. Ovenfor ses blomsterne arrangeret som en krans i form af et smukt og farverigt hjerte, anbragt i en pårørendes have. 

Når man vælger at komme i de ukendtes grav, så lægger pårørende, venner og familie ofte blomsterne på denne grav. Der ligger de så og pynter til ære og minde for de kære, der hviler dér. 

Hvis nu pårørende ikke har mulighed for at besøge kirkegården, hvor afdøde ligger, eller blot har et ønske om, at få blomsterne til at ligge et andet sted (f.eks. hjemme i haven), så tilbyder vi at bringe blomsterne hjem og lægge dem. På den måde får man mindet med hjem i haven (eller hvor I nu ønsker), og kan kigge på de smukke og pyntende blomster i dagene efter højtideligheden.

Hvad gør man med Facebook efter dødsfald?

De fleste er på Facebook nu om dage. Men har du nogensinde tænkt på, hvad der sker med din konto, når du dør? Eller når en af dine kære dør? I dette blogindlæg vil vi komme ind på de forskellige ting, du kan tage stilling til i forhold til dit online-eftermæle. Vi taler her både om hvad du kan gøre for din egen konto nu – og hvad du kan gøre ved en konto som pårørende. 

Når en person dør er der generelt to muligheder for vedkommendes Facebookprofil. Den ene er, at gøre profilen til en digital mindesmærke, hvor pårørende kan dele minder om afdøde. Den anden er, at fjerne profilen. Her vil vi beskrive, hvordan man gør. 

Mindesmærke

Ønsker pårørende at gøre Facebookprofilen til et mindesmærke har Facebook en proces til dette. Når man omdanner en profil til en mindesmærke kommer der til at stå “Til minde om” foran navnet. Det betyder, at pårørende kan dele historier, billeder og videoer til minde om afdøde. Det kan gøres på to måder: Enten kan en såkaldt “eftermælekontakt” gøre kontoen til et mindesmærke. Ellers kan en pårørende bede Facebook om at omdanne kontoen til et mindesmærke.

Eftermælekontakt

Man kan være på forkant ved at udvælge en såkaldt eftermælekontakt. En eftermælekontakt kan anmode om at din profil bliver fjernet. Din eftermælekontakt kan ikke logge ind eller læse dine beskeder eller lave nye venneanmodninger. Vedkommende kan dog skrive en besked på din væg, hvor der bl.a. kan stå oplysninger om højtidelighed eller lignende. 

Du kan udpege en eftermælekontakt således:

  1. Gå til dine indstillinger på Facebook
  2. Klik på Administrer konto
  3. Skriv navnet på den Facebook-ven, du vil udpege som eftermælekontakt. Klik på Tilføj.
  4. Klik på Send for at fortælle din Facebook-ven at vedkommende er udpeget som din eftermælekontakt. 

For at fjerne den udpegede eftermælekontakt skal du følge trin 1 & 2 men blot vælge Fjern (i stedet for tilføj). Så kan du vælge en ny, hvis du vil. En eftermælekontakt skal være over 18 år.

Anmodning om mindesmærke

Hvis det er for sent, og der ikke er en eftermælekontakt tilknyttet afdødes konto, skal en pårørende anmode om at gøre profilen til et mindesmærke. Dette gøres ved at følge dette link og udfylde formularen.

https://www.facebook.com/help/contact/651319028315841

Fjernelse af konto

Hvis pårørende gerne vil have kontoen fjernet, inklusive alle billeder og opslag, skal I indsende dokumentation til Facebook om at afdøde er gået bort. Det nemmeste er at scanne afdødes dødsattest og indsende på formularen nedenfor. Facebook har ikke brug for CPR-nr., så dette kan dækkes. I nogle tilfælde får du dødsattesten af bedemanden. Hvis du ikke har fået den kan du bede om en kopi. Hvis du ikke har dødsattesten skal der to slags dokumentationer til: 

1) 

  • Fuldmagt, eller
  • Fødselsattest, eller
  • Testamente, eller
  • Dødsbodokument

2) 

– Nekrolog (dødsannonce)

– Mindekort 

Når du har den nødvendige dokumentation skal du udfylde formularen på dette link:

https://www.facebook.com/help/contact/228813257197480

Her skal du udfylde dit fulde navn (dig, som står for at få slettet kontoen). Facebook skal også have din e-mail, så de kan kontakte dig omkring forløbet og fortælle når det er afsluttet. Navnet på afdøde skal også udfyldes, sådan som det fremstår på Facebook. Det vil sige, at hvis afdøde havde et kælenavn eller lignende stående som sit navn, så skal dette stå i rubrikken. For at være på den sikre side, beder Facebook om web-adressen på afdødes konto. Den kan du finde ved at gå ind på afdødes profil, og så kopiere adressen som den står der:

pastedGraphic.png

Facebook beder også om den e-mail som afdøde muligvis har brugt til at oprette kontoen. 

Herefter skal du bruge dokumentationen – altså dødsattesten eller de to alternativer – og lægge denne op så Facebook kan se dette. Så skal datoen for dødsfaldet indberettes, og til sidst vælges muligheden ”Fjern denne konto, fordi kontoejeren er gået bort”. 

Nu er anmodningen færdig, og du kan trykke på send. 

Hvis I vælger at kontoen skal slettes bliver al data slettet fra kontoen. Der går et par dage fra anmodningen bliver sendt og til den udføres. Anmodningen kan annulleres i dette tidsrum hvis I fortryder. Herefter bliver kontoen så fjernet helt. Hvis I har skrevet beskeder sammen på Facebook-chatten (også kaldet Messenger) bliver disse gemt, så I kan stadig læse disse. 

Børnekufferten

I denne video vil Else introducere børnekufferten. Børnekufferten er et tilbud når børn er pårørende, da det giver mulighed for at se og røre og tale om en forestående højtidelighed.

I kufferten er inkluderet:
– Dukker og ceremonileder (her ses en præst), inkl. en legetøjskiste
– Malebøger og blok med dertilhørende tusser og blyanter til tegninger eller breve til afdøde
– Bøger om det at miste, heriblandt Brødrene Løvehjerte, Fabian er vred, Fie på kirkegården, og Larver og guldsmede
– Vendespillet “LilleStorm siger goddag og farvel” som italesætter almindelige scenarier i livet, heriblandt livet og døden.
– Sæbebobler

Hvad dækker prisen over?

Hvad dækker beløbet for, når du betaler en bedemand? Du får selvfølgelig en regning når alt er sagt og gjort. Her vil vi beskrive lidt om hvad der omfattes i prisen, når du kontakter os. Hos min afsked forsøger vi så vidt muligt at samle omkostningerne i én regning således at det er nemmere for pårørende at gå til skifteret når boet skal gøres op.

Det koster selvfølgelig altid noget, at holde en ceremoni. For det første er der produkter, som skal produceres og gøres klar til brug, brug af lokaler og dertilhørende personale som skal stå til rådighed. Derudover er der selvfølgelig rent administrative udgifter som skal dækkes – kontor, lager, rustvogn og kørsel. Blomster og kistepynt bindes af en blomsterbinder og dette er de fleste bedemænd behjælpelige med at koordinere.

 

Produkter

Det er individuelt hvilke produkter, pårørende og afdøde har brug for. Det eneste, der skal være til stede er selvfølgelig en kiste til afdøde. Alt afhængig af ønsker til en højtidelighed, er der selvfølgelig priser derefter. Produkterne er bedemænd oftest behjælpelige med at enten have på lager eller koordinere til højtideligheden.

 

Kiste og evt. urne

Blomster og pynt

Stenhugger

Evt. programhæfte og/eller salmehæfter

Dødsannoncer og takkeannoncer

 

Ydelser

En bedemand har kontakt til de forskellige instanser som skal sættes i gang ved en bisættelse eller begravelse. Disse skal koordineres med de relevante personer og kontorer, eller klares af bedemanden selv.

 

Ilægning og klargøring af afdøde

Blomsterkørsel

Kontakt og koordinering med stenhugger og blomsterbinder

Kontakt til gejstlige personer (præst og deslige) om den forestående ceremoni

Koordinering med leje af kapel eller andre lokaler til højtideligheden

Kørsel og transport af afdøde, kiste og evt. urne

Evt. krematorieomkostninger

Evt. urnenedsættelse

Erhvervelse og vedligeholdelse af gravsted

 

Driftsudgifter

Bedemænd har erfaring og faglig ekspertise i mange unikke situationer. Det betyder, at en bedemand har en professionel tilgang til afdøde, og som en hjælp og støtte til pårørende. En bedemand har adgang til de online-systemer, som sætter gang i diverse procedurer i forhold til kirkeministeriet, skifteret og begravelseshjælp.

 

Husleje til kontor og lager

Rustvogn, heriblandt kørsel og forsikring

Adgang til bedemandssystem

Lønninger

 

Der er selvfølgelig altid omkostninger når en højtidelighed skal afholdes. Ovenstående er ikke en udtømmende liste, men giver blot lidt indsigt og overblik over, hvad priserne dækker over. Hvis du/I vil læse mere om pris og udgifter kan vi anbefale denne artikel fra Landsforeningen Liv & Død: https://livogdoed.dk/temaer/hvad-koster-en-begravelse/ 

QR-kode på gravsten

 

 

Blank gravsten med QR-kode

Et gravsted giver pårørende et personligt pejlemærke til eftertiden. Det er et sted, man kan komme, både for at besøge sin kære, men også til familiens eftermæle.

QR-koder på en gravsten giver pårørende mulighed for at lave en personlig mindeside som en hyldest til afdøde, men også som et minde til efterladte. Det giver pårørende mulighed for at sætte billeder og videoer ind, fortælle historier og informationer om afdøde og hele familien. QR-koden er et link som giver adgang til en side, der kan opdateres for eftertiden. Det kan give et levende og dynamisk eftermæle til alle efterkommere som vil vide mere om deres familie.

QR-koden oprettes af stenhuggeren og sættes på med en kraftig lim, som ikke forgår i vejrforhold. Man kan kontakte stenhuggeren med den information, man gerne vil have sat op, og informationen kan således også opdateres hvis man vil have mere information til eftertiden.

Hvad er en QR-kode?

En QR-kode er en slags stregkode som fungerer som et link. QR står for Quick Response, og koden består af små kasser og streger, som indeholder en masse information. Koden kan bruges til mange smarte ting, heriblandt billetkontrol, kryptering, logins, ID-kort, informationer om kunst eller begivenheder, og meget mere. Man skal bruge en app på sin smartphone til at ”læse” koden. Når man har læst koden bliver man taget videre til den information, som man har tilknyttet koden. Det kan som sagt være billeder, videoer, historier, familietræ og hvad man nu kan tænke sig at dele. Man skal være opmærksom på, at koden på stenen (og dermed siden, der deles) vil være offentligt tilgængelig.

Askespredning på vand

Søurner med Limfjorden i baggrunden

Hvad er askespredning?

Askespredning på vand vil sige, at man vælger at sprede sine jordlige rester i åbent vand. Efter bisættelse og kremering placeres asken i en urne og denne urne tages med ud til åbent vand.

Der er mange grunde til at ønske at få sin aske spredt over åbent vand. Nogle vælger blandt andet askespredning fordi de har en tilknytning til havet, heriblandt fiskere, sømænd eller lignende. Prinsgemalen valgte også denne mulighed tidligere i år. Faktisk valgte han at dele asken, så halvdelen kunne spredes i vand og den anden halvdel nedsænkes i jord. Andre vælger askespredning fordi det er mere anonymt end et gravsted – begge begrundelser er helt gyldige valg og er komplet op til afdøde og pårørende.

Hvordan gør man?

Ved askespredning får pårørende udleveret urnen med afdødes aske i. Dette foregår efter evt. højtidelighed, og giver anledning til et yderligere farvel til sin kære. Urnen tages med til søs og spredes. Da urnen er specielt lavet til dette formål er der en perforering i låget som gør det muligt at åbne på det rette tidspunkt. Askespredningen kan være en yderligere, intim afsked med afdøde. 

Det er nemt at tilkendegive, at man vil have sin aske spredt på havet. Du kan enten hente den officielle blanket fra borger.dk lige her (åbnes i nyt vindue) og printe denne ud, eller blot nedskrive på papir, at man har ønsket om askespredning over åbent vand. På papiret skal der stå navn, adresse, CPR-nummer, dato og underskrift. Før 2009 skulle Kirkeministeriet godkende ønsker om askespredning, men det er siden da blevet forenklet. Nu skal man blot tilkendegive sit ønske skriftligt. Hvis man ikke har fået skrevet sit ønske ned, kan pårørende dog godt anmode om tilladelse, såfremt der ikke er tvivl om, at afdøde havde et ønske derom.

Hvor må man sprede aske?

Det er rimeligt frit, hvor man kan sprede aske, så længe det er åbent vand med en strøm og 200 m fra land. Det vil sige, at man ikke må sprede aske i søer. Derudover skal spredningen foregå på en sømmelig måde, som ikke forstyrrer andre eller vækker opsigt. Man må heller ikke sænke urnen i vandet – en såkaldt søurne bruges, når man skal sprede aske over vand, da der er en åbning i urnen som er lavet til formålet. Almindelige urner skal lukkes forsvarligt. Det vil sige, at låget bliver limet fast så der ikke er risiko for at noget kommer ind eller ud af urnen, når denne nedsænkes. 

En bedemand vil for det meste have mulighed for at imødekomme ønske om askespredning, enten ved egen båd eller formidling af kontakt til kommerciel båd eller færge.

Man kan få søurner i flere smukke motiver, som vist på billedet.  Når man har spredt asken skal søurnen destrueres. Den kan afleveres på din lokale genbrugsplads.

  • 1
  • 2

Kontakt

Else Louise Mikkelsen | +45 26 44 02 41 | Else@minafsked.dk

Adresse

Else Louise Mikkelsen | Skrågade 4, st. | 9400 Nørresundby