Kategori: Cuddle

CuddleCot: Når et lille barn dør

Det er utroligt svært, når et barn dør. Det kan føles helt ubegribeligt hårdt og brutalt, især hvis jeres barn tages fra jer indenfor få timer. Det er vigtigt at få muligheden for at sige rigtigt farvel, hvis I har lyst og brug for det. På hospitalet kan I blive tilbudt en CuddleCot, så I kan få jeres barn med hjem indtil I er klar til afsked og højtidelighed.

CuddleCot er en engelsk opfindelse, som bruges i 95% af britiske, skotske og irske hospitaler og nu er brugen også ved at sprede sig i de europæiske lande, herunder Danmark. Eksperter indenfor jordemødre og sorg opfordrer at familien, især forældre og eventuelle søskende til det afdøde barn, til at tage sig tid til at mindes.

Når I får CuddleCot med hjem, er den nem at bruge. CuddleCot er en kølepude, som giver jer muligheden for at sige farvel i jeres eget tempo. Puden kan indsættes i barnets seng, vugge eller lift, så jeres barn ligger trygt og rart i jeres hjem.  Mange vælger at bruge denne tid på at putte og skifte barnet, tage aftryk af fødder og hænder, kysse og kramme, tage billeder og lave minder sammen. Denne tid er helt uvurderlig for en familie, som mister sin kære. CuddleCot sørger for, at der er tid nok. Her kan familie og venner også få mulighed for at sige farvel og se barnet en sidste gang.

Mange forældre og pårørende oplever at de ikke får lov, eller ikke får at vide at de har lov, til at se deres afdøde barn i perioden før højtideligheden. Nogle takker nej til tilbuddet og fortryder det desværre senere. Det er selvfølgelig enormt trist, hvis der er et behov for at holde om og mærke barnet før der bliver sagt rigtigt farvel. En afsked bør foregå efter jeres behov og ønsker, så vidt muligt. CuddleCot er derfor en rigtig fin mulighed for jer, som gerne vil have jeres barn med hjem eller blot tilbringe lidt mere tid sammen.

 

Nedenfor kan du se et billede af CuddleCot, når den er opsat. Systemet er diskret og fylder ikke meget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

CuddleBlanket: Når et større barn dør

  

 

Det er utroligt svært når et barn dør, så lang tid før sin tid. Det kan også føles hårdt og brutalt når jeres barn bliver taget fra jer, indenfor få timer. CuddleBlanket er et produkt, som giver forældre og pårørende muligheden for at sige farvel til et større barn, i deres eget tempo. På hospitalet kan I derfor blive tilbudt CuddleBlanket så I får tid nok. Mange ved desværre slet ikke, at det er en mulighed for jer, der har mistet et barn. Nogle takker også nej til tilbuddet, og fortryder det desværre senere, når det ikke længere er en mulighed.

CuddleBlanket er en engelsk opfindelse, som er ved at sprede sig til andre europæiske lande, herunder Danmark. Eksperter indenfor jordemødre og sorg opfordrer familien, især de direkte pårørende (altså forældre og eventuelt søskende), at tage sig tiden til at mindes, når de mister et barn.

CuddleBlanket, som er et afkølingssystem, som lægges omkring afdøde og I kan derfor have jeres barn derhjemme i nogle dage (2-3 afhængig af omstændigheder) før en højtidelighed. CuddleBlanket er nem at anvende, og kan lægges i barnets seng, så jeres barn ligger trygt og godt i jeres eget hjem. Dette giver jer muligheden for f.eks. at lave aftryk af fødder og hænder, tage billeder, kysse og kramme, skrive breve og lave tegninger til jeres kære. Det giver også søskende og andre pårørende muligheden for at se barnet, og forstå hvad der er sket. I kan også, helt privat, sige de ting der skal siges og synge de sange der skal synges. Afskeden bør, så vidt muligt, ske efter lige præcis jeres ønsker og behov, og derfor er CuddleBlanket en rigtig fin mulighed for jer, der har mistet en af jeres kære.

Nedenfor kan I se et billede af CuddleBlanket, her vist udfoldet på gulvet i bedemandsforretningen i Nørresundby. Som I kan se, passer størrelsen til selv større børn og også voksne.

 

 

Kontakt

Else Louise Mikkelsen

+45 26 44 02 41

Else@minafsked.dk

 

Ditte Marie Garder Damholdt

+45 22 64 44 55

Ditte@minafsked.dk

 

Butikker

V. Else Louise Mikkelsen

Butik Aalborg | Vesterbro 49 | 9000 Aalborg

Butik Nørresundby | Skrågade 4, st. | 9400 Nørresundby